Gruppen er oprindeligt startet i 1960'erne og officielt stiftet som forening i 1970'erne.
Ordet Hverving er i familie med ord som solhverv og hvirvel. Noget, der bevæger sig i cirkler og kommer igen og igen. Det samme gør Prindsens Hverving - en forening af frivillige med interesse for den danske oldtid. År efter år levendegør Prindsens Hverving romersk jernalder gennem tableau og demonstration.
I dag er gruppen vokset fra fire mand til mere end 50 mennesker, der levendegør det danske folks liv i den dramatiske folkevandringstid fra omkring år 0 til 400. Gruppen kan hver sommer opleves på Sagnlandet Lejre, men også andre steder i Danmark og udlandet, hvor der er bud efter Prindsens Hverving.
Prindsens Hverving laver tableu'er, opvisninger og våbendemonstrationer i Sagnlandet Lejre og mange andre steder til historiske arrangementer, firmaarrangementer, kulturdage og i forbindelse med muséers åbninger af udstillinger, med demonstration af jernalderlevevis, landsbyliv og drabelige kamphandlinger. Vi tilbyder en dramatisk gengivelse af fortiden med kopier af arkæologiske fund fra år 0 til 400 e.kr.
En forestilling af Prindsens Hverving er delt i flere afsnit. Først kommer en dramatisk fremstilling af en handling, som den kan have foregået i oldtiden. Et tableau med slagsmål og dramatik, der sætter farver, lyde og lugte til de tørre historiske kendsgerninger.
Efterfølgende er der en egentlig demonstration af klæder, redskaber, dyr og våben baseret på de senest tilgængelige arkæologiske informationer om datiden. Hensigten er ganske enkelt at give de oldsager liv, som vi normalt må nøjes med at studere bag glas på museerne.
Under demonstrationen forevises våbnene og den rette brug af dem; hestene og deres særlige egenskaber illustreres i fuld fart; kvinder og børn viser daglige sysler som madlavning, brikvævning og andre gøremål, som en gruppe på vandring måtte foretage sig dagligt for at opretholde livet. Under forestillingerne bærer alle medlemmer af Prindsens Hverving dragter, der er kopier af de mands- og kvindedragter, som arkæologerne har fundet. Våben og redskaber er eftergjort, så de svarer til de våben og redskaber, der er fundet- og stadig findes - i moseofringer og grave fra den romerske jernalder.
I forbindelse med forestillingerne, inviteres publikum til at prøve de forskellige ting.
Der er chance for at få en tvekamp på skrømt med en af hvervingens kæmper, mens man mærker brynjens vægt og sværdets tyngde.
Man kan prøve kræfter med langbuen for at få en fornemmelse af, hvad det kræver af kraft og koncentration at trække en bue.
Man kan smage grøden - eller hvad der ellers er i kogekarret- og få sig en snak om vævning, plantefarvning og læderarbejde. Og måske er man heldig, at få en trækketur på en islandsk hest.